Laurits Rasmussen Lerche

DatoStedKilde
Død :Omk 1681Høvdingshus, Mern sognKilde

Alt.navn : Laurs Rasmussen Lerche
Stilling : Gårdmand, skovfoged
Ref. : LSL 1088, LSL 2120, LSL 2376, LSL 2840, LSL 2904

Adresse : Høvdingshus, Mern sogn
Noter : Børge Wiberg-Larsen i "En sydsjællandsk anetavle" side 89: Omtales som værende skovfoged 1660-1661.

Hans fornavn skrives på mange måder: Lars/Laurs/Laurits; ligeså tilnavnet Lerche/Lerke/Lærke.

I 1650 var han - Laurids Lerche i Høfdingshus - fadder til Hans Madsens søn Laurids i Allerslev by og sogn.
Han - "Laurs Lerche" i "Høffdings Huus" - er opført i Bårse herreds tingbog i 1660 i en opgørelse over gårdenes tilstand efter svenskekrigene. Han havde da sået 3 skæpper rug, 2 tønder byg, 1 tønde blandkorn, kunds sået tilsammen 3 pund.

Skifteprotokollen, Vordingborg rytterdistrikt, folie 354b-357a. Skifte den 23. februar 1681 efter Gårdmand Laurits Rasmussen Lerche i Høfdinghus.
Enke: Maren Madsdatter - med lavværge skovrider Peder Sørensen.
Arvinger - afdødes børn:
1) Rasmus Lauritsen i Sandvig.
2) Hemming Lauritsen i Kindvig.
3) Laurits Lauritsen Krog i Kindvig.
4) Jacob Lauritsen.
5) Morten Lauritsens 3 sønner i Mern - deres navne er ikke nævnt.
6) Anne Lauritsdatter, gift med Michel Ibsen i Sandvig.
7) Maren Lauritsdatter, gift med Michel Hansen i Mern.
8) Ellen Lauritsdatter, 22 år gammel.
9) Bodil Lauritsdatter, 10 år gammel.
På de to sidst nævntes vegne: Deres brødre og svogre.
Skifteforvalter: Ridefoged Peder Hammer.
Vurderingsmænd: Hemming Nielsen i Sønder Mern og Jens Skipper i Sageby, begge tredingsfogeder.
Boet vurderet til 232 rdl.
Blandt udgiftsposterne / kreditorerne:
Indestående børnegods, Ellen Lauritsdatters mødrende arv, 44 rdl.
Indestående børnegods, Ellen Lauritsdatters arv efter sin morbror Boe Mortensen i Allerslev arv, 5 rdl. Samlet indestående med renter: 64-2-15 rdl.
Sallig France Meinertz? Arvinger
Hr. Hans i Vordingborg.
Oluf Skoubyes arvinger.
Michel Hansen i Sønder Mern.
Morten Kremmer i Præstø, for fisk og sild.
Laurits Lauritsen i Kindvig.
Niels Boringholm.
Jacob Lauritsen, lånte penge, 10 rdl.
Ellen Lauritsdatter, tjenesteløn.
Michel Ibsen i Sandvig.
Vordingborg Skole for degnetraver.
Boets udgifter opgjort til 177 rdl.
Boets overskud opgjort til 55 rdl.
Skiftet er underskrevet I R S og Peder Hammer.

- - -

I følge Holger Munk var der ved skiftet efter ham i alt 5 levende sønner og 4 døtre, der alle kom til gårds i Kindvig, Sandvig, Mern og på Høfdinghus.
I 1660 under svenskekrigen blev han og konen tortureret af Lars/Laurs Krog, der lå i kvarter hos dem på Høfdingshus - Årbog for Historisk Samfund for Præstø Amt 1912 samt artikel af Holger Munk om sydsjællandske kendingsnavne.

Note af Børge Wiber-Larsen (John Bison, 2005):
Af skiftet i 1681 efter Laurits Lerche fremgår det, at der i fæstegården var 1 stue, 1 kammer ved stuen, 1 drengekammer, 1 stegers og 1 ølkammer.
I stuen fandtes 1 bord ("udtrække Skive"), 1 lille bord, 1 slagbænk, 1 stol; endvidere 2 bænkedyner (den ene "stakket"), 1 agedyne, 8 hynder (de 3 flamske); yderligere 1 sengested; endelig 1 jernkakkelovn og (formentlig) 2 messinglysestager. I kammeret ved stuen var der anbragt: 1 bord (af ask), 1 skab (af fyr) med 2 døre deri, 3 bagstole, 1 kistebænk, endnu 1 bænk (af fyr), 4 rokke, 1 sengested. - Til de nævnte senge hørte følgende; 2 overdyner, 1 underdyne, 2 hoveddyner, 3 hovedpuder (den ene af skind), 1 par blårgarnslagner samt 2 sengetæpper. - Drengekammeret: Der nævnes intet om tilstedeværelsen af 1 sengested, men det anføres, at der i kammeret fandtes 1 vadmelsoverdyne, 2 underdyner og 4 hørgarnslagner. I stegerset registreredes disse trævarer: 3 ølkar (af eg), 1 tappetrug, 1 kværn, 1 kærne, 2 sold; formentlig fandtes også her følgende af boets metalgenstande: 1 bryggerkedel, 1 brændevinspande (med hat), kobberkedler, 1 messingkedel, 1 malmpande, 1 messingbækken. Ølkammeret rummede 3 øltønder, 1 dejtrug og 2 andre trug.
Til gården hørte 3 vogne (med tilbehør) og 1 undervogn; endvidere 1 slibesten.
Af afgrøder i strået forefandtes partier af byg, boghvede, humle; der var tilsået med 20 skp. rug.
Besætningen omfattede: 8 heste (deref 5 hopper) og 3 plage; 1 tyr, 7 køer, 1 kvie, 1 studling, 3 kviekalve, 2 tyrekalve, 2 spædekalve; 8 får og 4 lam; 9 ungsvin og 2 grise; 4 gæs; 18 bistader.
Boets samlede aktiver blev opgjort til at andrage 232 dIr. 2 mark 4 sk., medens passiverne beløb sig til 177 dIr. 1 mark 7 sk. (i gælden indgik begravelsesomkostningerne, der androg: til præsten 4 dIr., til 2 degne 2 dIr. 1 mark, for ligkisten 3 dIr., 1 ligtræ på den salig mands grav 2 dIr. 2 mark). Herefter var der til deling 55 dIr. 13 sk., hvoraf der tilfaldt enken halvdelen, hvilken blev udlagt til hende i forskellige effekter efter lovlig lodkast ved et umyndigt barn.

Gamle Sydsjællandske Slægtsnavne
Afskrift af manuskript af Holger Munk (Vordingborg Lokalhistoriske Arkiv) - bragt i "Noget for alle" tillæg til Næstved Tidende 4. januar 1959.
Er Lærkerne forsvundet fra eller uddøde i Sydsjælland. Nej, misforstå mig ikke, jeg taler ikke om alauda arvensis, sanglærken, der er almindelig ynglefugl her som andetsteds i Danmark; men derimod om slægten Lærke, der for en 2-300 år siden var meget udbredt i Sydsjællands sydøstlige sogne.
For et par hundrede år siden og tidligere var det almindeligt at hæfte kendingsnavne til folk, og det var ikke alene bomænd såsom gårdfæstere og husmænd; men også indsiddere som kunne have deres faste kendingsnavne. Lad os som eksempel nævne en del navne som endnu er kendt og brugt på egnen: Stage, Kaare, Købmand, Stær, Fugl, Ladefoged, Bom, Vis, Brakker eller Brager o.m.fl., mens navne som Lærke, Brygger, Bødker, Kimmer og Bruus er gået af brug eller så godt som ukendte.
En del af disse tilnavne siger jo ikke så lidt om den første bærer af navnet, om hvorfor han nu netop fik dette kendingsnavn; men for flertallet gælder det, at oprindelsen ligger i mørke. Ja, vi kender end ikke den første bærer af kendingnavnet. - Efter sydsjællandsk navneskik hæftede man - sådan i daglig tale - ikke tilnavnet bagefter døbenavnet. Det ville aldrig falde en indfødt sydsjællænder mundrapt f.eks. at sige Anders Kaare. Nej, det hed Kaare-Anders og de hed Stage-Hans og ikke Hans Stage. Kendingsnavnet først. Ja, var der kun en bærer af dette navn kunne man endda nøjes med at sige: Sta´ing. "Nøre hus Staings -", og ingen der var hjemmehørende i den by kunne faldet på at spørge: "Hus hvæm -" (med lang æm-lyd). Kendingsnavnet havde udpeget hvem der blev talt om. Det havde gjort sin nytte og havde som sådan berettigelse. bæreren af navnet protesterede heller ikke; men brugt det selv, f.eks. når han stod for tingbogen, kirkebogen eller skulle skrive op på en eller anden liste. Der lå i almindelighed ikke noget nedsættende eller krænkende i at blive tiltalt, omtalt eller anført ved sit faste kendingsnavn. Undtagelser kan vel påvises. For eksempel har bæreren af tilnavnet Ræv (i Ørslev) vel ikke ligefrem været stolt af det og har man hilst "Hans-Goddag" fra Røstofte?
Vi ved altså ikke ret meget om hvordan et kendingsnavn opstår eller om dets første bærer; men vi ved, at det enten kunne være personligt og som sådan følge slægten hvor den så rejste hen eller være hæftet til gården således at enhver tilkommende fæster uvægerligt fik det faste kendingsnavnklæbet på sig. Den første gruppe af kendingsnavne som altså er personlige og arvelige idet de går fra fader til søn - ofte gennem mange generationer - kan vi f.eks. kalde de ægte slægtsnavne i modsætning til de kendingsnavne, som sammen med trolovelse og tilstået fæste overføres til den nye bruger af gården og efter ham går videre til den næste i rækken. I mange tilfælde vil det dog være svært at holde disse forhold ude fra hinanden.
Blev nu den samme slægt på samme gård i generationer, fæstet gik fra fader til søn, så groede et slægtsnavn fast sammen med gården i byfællernes bevidsthed at det ville blive stående gennem mere end et hundrede år, selv efter at den oprindelige slægt som havde båret navnet var uddøde eller kommet fra gården og en ny rykket ind i stedet. - Sagen synes jo så lige til når en enke tog sig en ny mand, hvad hun i almindelighed var nødsaget til såfremt hun ville bevare fæstet og hermed opholdet for sig sine eventuelle børn, for i så tilfælde fik denne omgående sin formands kendingsnavn - i byfællernes mund, - og den samme enke kunne endda gift sig både 3 og 4 gange uden at det gamle kendingsnavn som var knyttet til gården i mindste måde herved mistede sin klæbeevne. enhver der gik ind i det ægteskab vidste på forhånd hvad navn han i fremtiden måtte føre.
Lad os tage et eksempel med det kendte Stagenavn. Den første Stage vi ved noget videre om boede på en gård i Langebæk. Under Svenskekrigen i 1658-60 blev hans gård således ødelagt, at han blev "forflyttet" til en gård i Ørslev. Om han ved denne flytning førte ret meget jordisk gods med sig, ved vi ikke noget om; men derimod at han omplantede sit slægtsnavn til Ørslev for generationer, hvilket kan tyde på, at det har været "gammelt i gårde" d.v.s. i Sydsjælland. Lars Stage var imidlertid ikke videre glad for at være i Ørslev. Gården han havde fået var meget forfalden og han lå i idelige stridigheder med sine nye byfæller. Det lykkedes ham da også efter nogle års forløb atter at slippe ned til en af kystbyerne - til Bakkebølle og her forblev han så til sin død. Han havde fået den fjerde østligste gård i byen, og hertil førte han sit kendingsnavn med sig og ved at denne gård gik fra fader til søn i tre generationer, groede det i byens bevidsthed så fast sammen med gården, at den formåede at klæbe det på de kommende fæstere og ejere helt op til nutiden, og gården bærer stadig navnet "Stagegården".
Men i Ørslev forblev Lars Stages ældste søn Rasmus Stage, fæstede gård og bevarede sit slægtsnavn. Da han døde og hans enke tog sig en ny mand fik denne straks Stagenavnet hæftet fast på sig; men længere end med ham formåede det dog ikke at holde sig ved denne gård. Rasmus Stages søn Jacob Rasmussen Stage fæstede, da han blev voksen også gård i Ørslev; men altså ikke sin fødegård, og tog sit slægtsnavn med sig hertil. Et kendingsnavn han bevarede selv efter at han var blevet fradømt sit fæste grundet på "sit idelige hestebytteri" og som sådan flyttet til Tolstrup og herfra senere til Skovhuse. Hans søn igen Lars Jacobsen førte navnet med sig, da han som ungkarl var blevet gift og herefter "kommet til gård i Bakkebølle", på den gård som bærer navnet Rosnæs. Efter denne tid var der to Stagegårde i denne by. Den i den nederste bys ende, den fjerde, og så den sidste her, som lå noget nær midt i byen.
Lars Jacobsen Stage fik ikke noget langt ægteskab; men dog langt nok til at fæstne det gamle slægtsnavn til denne gård og endvidere børn, så navnet forsat kunne leve med dem. Lars Larsen Stage, ham der var med til at købe byen til selveje og hvis navn står på Bakkebøllestenen, er en af dem, og hans søn igen Johan Larsen Stage har arvet både gård og navn. Begge dele går atter videre frem til sønnen Lars Johansen Stage. Med ham er vi komme til en tid, hvor det blev almindeligt, at lade kendingsnavnene gennem kongelig bevilling til faste slægtsnavne, som fulgte bæreren og hans børn hvorhen han eller de så måtte rejse og slog sig ned ganske uafhængig af et bylavs og en egns skik og brug. I 1883 får Lars Johansen således kgl. bevilling til at ombytte sit sen-efternavn (Johansen) med slægtsnavnet Stage. For ham selv kom det ikke til at spille nogen rolle, da han jo blev i sin by så længe han levede, men for hans to sønner Hans Peder og Rasmus, der begge kom fra egnen (og til Sorø amt) fik det den værdi, at de lovformeligt tog den gamle "arv" med sig.
Så godt som det gik Stagenavnet er det desværre ikke gået alle de andre gamle tilnavne. En del er vel taget op i nyere tid; men mange er også helt forsvundet, - og til de sidste hører bl.a. Lærkenavnet. Om det er ældre end f.eks. Stagenavnet ved vi ikke noget om, men derimod at det var overmåde udbredt i Mern sogns sydøstre hjørne for en 2-300 år siden. Det var særlig i byerne Kindvig og Sageby der boede lærker og meget viser hen til at Høfdingshus har været lærkeslægtens stamgård frem for nogen. Mange børnekuld, som tog kendingsnavnet med sig er gennem 16- og 17tallenes århundrede udgået herfra, ligesom enker ved at tage sig nye mænd har forskaffet disse dette karakteristiske kendingsnavn.
Lærkeslægten på Høfdingshus
Da de svenske i 1658-60 var herre her i Sydsjælland sad Lars Rasmussen Lærke som fæster af Høfdingshus og måtte som sådan sammen med sin familie bære sin tunge part af krigsårenes farer og trængsler.
Høfdingshus lå nemlig som enliggård ret nord for Fiskebækken, der skilte dens jorder fra Balle bys marker og ikke langt fra hovedvejen mellem Præstø - Mern og til færgestedet ved Kalvehave. Det var en ganske særlig stærkt benyttet vej i disse besættelsesår, hvor relativt store fjendtlige styrker forberedte indtagelsen af Møn. Alene af den grund var gården et godt beliggende standkvarter for fjendens salvegarder d.v.s. mindre faste indkvarteringer, hvis opgave var flersidig. Dels skulle de holde denne stedlige befolkning og den modstandsbevægelse, som man kunne vente den ville støtte i ave, og dels skulle disse kommandoer sørge for at de pålagte ydelser - navnlig af naturalier - blev leveret og for at dette kunne afvikles, at ingen fri plyndring gik for sig. Men det samme forhold med sådanne salvegarder var også tilfældet i andre af omegnens byer f.eks. i Allerslev, Rekkende, Skuderup (en landsby der et århundrede senere blev nedlagt for at afgive jord til oprettelsen af hovedgården Liljendal), Skovhuse og Stensby for blot at nævne eksempler. Men når Høfdingshus her bliver fremdraget så er det grundet på en større retssag, som efter krigen blev rejst ved Bårse herreds ting mod en tidligere fæster fra Skuderup, Lars Krog, for hans overgang til fjenden og for de røverier, plyndringer, overfald og tortur som han, som stedkendt og i ly af besættelsesmagten øvede netop i disse byer vi her har nævnt og da ganske særlig på Høfdingshus. Her foretrak han nemlig at have sit hovedkvarter. Grunde hertil var vel også den, at han kendte Lars Lærke som en velstående mand med meget gods og fjenden sværmede jo netop om de gode gårde, som fluer omkring sukker. Det første Lars Lærke mistede var en hoppe, som hans "dreng" var på vej til lejren ved København med. Det var Lars Krog, der tog den, og senere kom han igen og tog to hopper ud af stalden på Høfdingshus samt bortførte en del sengeklæder. De sidste genså Lars Lærke vel aldrig mere og da heller ikke den ene hoppe, som Lars Krog red ihjel imellem Skuderup og Høfdingshus, hvorimod den anden hoppe nok blev leveret tilbage til gården; men først efter at den var ganske ødelagt af slet behandling. Endnu - og ret kort tid efter - tog Lars Krog et par heste fra Lars Lærke. Han skulle blot en tur til Gederød, sagde han, men Lars Lærke så aldrig sine heste mere, - og på samme måde gik det endnu engang. Det var 6 heste Lars Lærke blev af med på ret kort tid, og det har vel nok ikke været de ringeste i hans stald. Dog var det ikke helt håbløst for Lars Lærke at få sin avling drevet, da der som regel var en 8 à 10 drætfærdige heste at tage til. Ved matrikuleringen i 1688 blev gården ansat til 8 tønder 2 skæpper og 3 fjerdingkar i hartkorn og måtte således anses for at være af dobbelt bondegårds størrelse hvortil krævedes 2 plove. - Efterhånden blev det endog de svenske for broget med alle de "skælmestykker", som Lars Krog øvede imod sine tidligere stands- og i mange tilfælde også byfæller. så oberst Arnstoff på Jungshoved udstedte befaling til at lade ham pågribe, så han kunne blive straffet. Men Lars Krog var for snedig og forlagde sit virke til andre egne.
I sommeren 1660, da fjenden belavede sig på at drage bort, lå Lars Lærke syg i en tre ugers tid. En dag kort efter at han var kommet op af sengen og sad ved kakkelovnen stod Lars Krog - sammen med en anden rytter - pludselig i stuen på Høfdingshus. Nu skulle der plyndres, gøres rent bord, inden det var for silde, mente Krogen, og Lars Lærke skulle tvinges til at sige hvor han havde forvaret sit sølv- og kobbertøj, for ikke at tale om de rede penge og alt hvad der ellers let kunne føres bort på hesteryg. - Men Lars Lærke ejede ikke noget - påstod han da - dertil var plyndringerne for ofte gået hen over Høfdingshus, og han havde som sådan ikke noget at kunne fortælle. Men Lars Krog troede ham ikke og medens han selv slog døre og skabe i stykker for at efterspore værdisager lod han sætte tommelskruer på den syge Lars Lærke og "pinte ham ynkeligen". Men Lars havde intet at bekende. Da foreslog Krogen rytteren det barbariske at sætte skruerne på "Lars´ hemmelighed - så siger han vel hvad han ved". Men det ville rytteren dog ikke, - og Krogen rasede videre for at finde kostbarheder, og var herunder så heldig efter at have kastet brøndværket af og rodet med en lang stang nede i brønden at støde på en kobberkedel, som lå forvaret her. - Det gav naturligvis de to røvere blod på tanden, og da de kort efter kom gennem stuen og så Lars Lærke her ligge som død mente de, at der ikke var noget at få ud af ham, hvorfor Lars Krog "bad" rytteren i stedet sætte "pinen på kællingen" - da hun jo "ved lige så meget som gubben". Så satte rytteren tommelskruerne på konens fingre og drejede til så blodet flød. Men heller ikke hun kunne fortælle, det hun ikke vidste, og da Lars Krog kom løbende for at høre nyheder "bad" han rytteren "sætte hardt an" - "så siger hun nok hvad hun ved." Så satte rytteren et stykke af et tømmeskaft omkring konens hoved og drejede til med et stykke træ så der "sprøjtede blod ud". - Uden at ofret herunder kunne andet end klage sig. Først da "kællingen hartad var død", tog rytteren "pinen" af hende - og opgav videre forsøg på at finde noget brugeligt og sammen med Lars Krog red han endelig af gårde.
Lars Krog undgik ikke sin skæbne. Da han henved et årstid efter - i efteråret 1661 - uforsigtigt atter viste sig på sin gamle egn i Sydsjælland, blev han pågrebet af bønderne i Ammendrup - som også havde et stor regnskab med ham, som ikke var gjort op - og ført til Tårnet i Vordingborg, hvor han blev indsat. Herefter er det, at hans misgerninger, som her kun er berørt i et meget beskedent omfang, kommer til tingbogen på Bårse herreds ting. - Lars Krog blev dømt til døden og henrettet med sværd, - "dog efterdi han har røvet og ranet som nævnt, at hans højre hånd først afhugges ham i levende live, hovedet med samme hånd at sætte på en stage, og da han har stjålet, da herover en galge at slås, og siden kroppen derunder i høj og heden jord at begraves." Lars Krog fik således sit sidste hvilested på en mark ved Bårse by.
Vi ved at Lars Lærke slap over mishandlingen under Lars Krogs sidste besøg, men kan derimod ikke sige om hans kone, "kællingen" overlevede rytterens sadistiske behandling. I hvert fald overlevede Lars Lærke endnu et ægteskab, inden der foretages skifte efter ham selv. Dette foregår i 1681, og det er opmuntrende at se, hvor forholdsvis hurtigt man her på Høfdingshus, som på flertallet af de øvrige gårde i Sydsjælland, kom på fode med gård og besætning efter de tunge krigsår. Gården er velbesat, og der er et forholdsvis velhavende bo med noget til alle. Der er 5 sønner og 4 døtre, som enken Maren Madsdatter har at skifte med. De er ved eller kommer alle til gårde i Kindvig, Sandvig og Mern samt på Høfdingshus. - Naturligvis kan Maren ikke sidde enke på den store gård, føler sig måske også for ung dertil, og Rasmus Olsen Lærke bliver hendes anden mand. Han er fra Sageby og af Lærkeslægt, idet han er søn af Ole Madsen Lærke og Maren Povlsdatter. Han fører således selv Lærkenavnet med sig til Høfdingshus, hvilket kun yderligere befæster dette ved denne gård. Han dør imidlertid barnløs i 1692 - og nu går Maren på aftægt, idet hendes stedsøn Jacob Larsen Lærke som hidentil har delt gård med sin sviger fader Ole Lærke i Sageby, kommer hjem og overtager Høfdingshus efter sin svoger. - Der synes at have været et stærkt sammenhold inden for Lærkeslægten. I 1697 dør Jacob Lærkes første kone fra 6 børn, han gifter sig igen, og i næste ægteskab er der 2 børn, da han selv dør i 1701 - og enken tager en Hans Hansen til mand på Høfdingshus. Han er ikke - så vidt vi ved selv af Lærkeslægt - men får efter reglen straks sin formands kendingsnavn.
Med Hans Lærke er en god mand kommet il Høfdingshus, og i de 39 år han opnår at sidde med den når den - periodisk - sin bedste udvikling i den tid, vi kender dens historie. Den er 4-længet og på 54 fag, men hertil opfører Hans Lærke endnu en mindre længe. Der er både skorsten, som dengang først i 17-tallene ikke var helt almindeligt, bageovn og maltkølle samt en bryggerskeddel, der kunne tage sine 2 td. Endelig er der også kakkelovn på Høfdingshus, noget man dengang kun fandt hos de mere velstillede bønder. Uden omkring gården ligger frugt og humlehaven, og Hans Lærke driver biavl ud over det sædvanlige, idet han har 7 bistader. - Gårdens besætning er på 9 heste, 27 hornkreaturer - køer, stude, ungnød og kalve -, 21 får med 14 lam samt 2 gamle væddere og 36 svin. Disse tal er fra juni 1711, da der holdtes skifte efter Hans Lærkes første kone, Kirsten Hansdatter, Jacob Lærkes enke, som havde gjort Hans Lærke til mand på Høfdingshus. Kornsæden, der står på marken angives at være grøde efter en udsæd på 5 tønder rug, 10 tønder byg og 5 tønder havre. Der er sået 2 skæpper ærter og 2 skæpper vikker samt 2 skæpper boghvede. Ærter og vikker sås i de angivne mål sædvanligvis på gårdene her i kystbyerne, men boghvede er en usædvanlig udsæd. Såvidt huskes skal vi helt til Lundby for at finde lignende udsæd. Måske kan det tydes som Hans Lærke har været en foregangsmand på sin egn. - Det er et stort og godt bo, både ude og ind og det giver et velhavende præg som understreges ved at registreringen indeholder både sølvskeer og sølvbægre med initialerne HHS og KHS. Men der er da også nok til at arve. Kirsten havde to børn med Jacob Lærke og nu i hendes sidste ægteskab er der 3 børn. - Da dette skifte foregik, havde Hans Lærke allerede taget sig en ny kone ind på Høfdingshus, en stedmoder til de 5 børn - fra 2 til 12 år - og en husmoder til den ret store husholdning. Det blev "Johanne til Jens Huggers i Balle", en søster til Lars Hugger som vi kender fra bondeslaget ved Mern i 1734 som en af de rappeste "Sommerdrenge".
Hans Lærke sidder på Høfdingshus til sin død i 1740 og får således omvæltningen med fra Prins Jørgens bonde til Kongens Rytterbonde, oplever stavnsbåndet i 1733, krabler sig igennem 1730´ernes fattige år og mærker en snert af begyndende "Qvægsyge". Dog måtte han naturligvis prise sin gode gård og avling samt den "flyvende" start, han havde fået ved som ung mand at gå ind i en enkes bo til forholdsvis velstand, således at han vel slap over det, som mangen anden måtte bukke under for. Endvidere må det tilføjes, at han var skovfoged, en stilling, der ikke alene gav ham "deputatbrænde", men også lejlighed til at drive jagt. Ved registreringen i 1711 ser vi således, at han har "2 flindt Bøsser og en gammel Pistol - desforuden en anden Bøsse samt Kårde og Krudthorn". Dette udstyr regnes til "Inventarium", altså til skovfogedtjenesten, og noget som rimeligvis stedse har fulgt og fortsat skal følge med gården, hvorfor det ikke bliver vurderet til boets indtægt.
Men Hans Lærkes største aktiv i disse modgangsår har sikkert været "Johanne Lærkes", som efter det vi nu kan dømme, synes at have været en af egnens betydeligste kvinder. Desværre har vi ikke Mern kirkebog at støtte os til i denne vurdering (brændt), men det billede som Kalvehave kirkebog giver os, de mange gange hun er nævnt og suppleret med det vi får gennem tingbogen, de gange hun her er omtalt, støtter stærkt denne antagelse.
Som vi har hørt blev Johanne Lærkes stedmoder til 5 mindre børn, hvoraf det mindste, en dreng på 2 år døde som lille, men hun ser dog de to pigebørn gift. Maren med en husmand i Kindvig og Kirsten med en rytterbonde i Snertinge. Selv får hun og Hans Lærke 5 børn som alle kommer til skelsår og alder. Jacob bliver rytterbonde i Kindvig ligesom Mads også får gård her. Peder kommer til Sageby, medens datteren Kirsten bliver gift med rytterbonden Jens Bruus i Sdr. Mern. Da Hans Lærke dør i 1740, er det imidlertid kun Jacob, som er kommet hjemme fra, medens de 3 sønner Mads, Peder og Jens (24, 22 og 19 år) frier moderen, Johanne Lærkes for det besværlige med at tænke på en ny mand til gården. Også de to ældste kommer med tiden, som foran fortalt, hjemme fra, og det bliver den yngste Jens, som må tage styret, gifte sig og overtage gården. Det gør han i 1751 således, at Johanne Lærkes altså har siddet med fæstet i 11 år. Nu går hun på aftægt hos sønnen og lever her sine sidste 7 år, idet hun dør i foråret 1758. Børnene er alle myndige og der forlanges ikke noget skifte eller deling.
Da Jens Hansen Lærke overtog sin fødegård i 1751, var den i udmærket stand. De 51 fag bygninger blev kun sat i fæld til 20 rdl., og af besætning var der hvad der skulle være. Da der som sagt ikke skiftes offentligt efter moderen i 1758, kender vi ikke nøje dens forsatte udvikling, men da årene er gunstige, må vi have lov til at regne med opgang også for Høfdingshus. Det kommer derfor som en stor - og smertelig - overraskelse at se fæsteprotokollen for 31. september 1762 anføre, at "Jens Hansen formedelst en øde gårds antagelse i Balle kvitterer - det såkaldte Høfdingshus" og at denne overtages af skovrider Christoffer Petersen fra Ennegårde. - Samtidig står der under Balle by: Jens Hansen fra Høfdingshus antager fæste på den gård, Peder Hemmingsen formedelst Fattigdom og Besætningens og Bygningernes slette Tilstand ej længere kunne vedblive. Gården har matr. nr. 6 og det halve af mat. nr. 10 hører herindunder. Hartkornet er i alt på 6 td. 6 skp. og 2 album, hvilket kun kan tydes som en ikke så ringe gård, hvad jord angik. Jens Hansen måtte forpligte sig til at være ansvarlig for den nødvendige besætning og det fornødne sædekorn "uden dertil at nyde nogen hjælp eller forstrækning", men indfæstningen var også kun 2 rdl. mod de 10 rdl., som skovrideren måtte give for at komme ind på Høfdingshus.
Dette skifte har sikkert ikke været frivilligt for Jens Hansen Lærke og må tages som et af tidens overgreb, som datidens fæstere kunne komme ud for, selv om eksemplerne er meget sjældne. Måske havde ryttergodset brug for at flytte skovrideren fra Ennegårde og nærmere midten for sit beridt, og som skovridergård lå Høfdingshus jo ganske fortrinlig.
Men med Lærkeslægtens epoke med Høfdingshus som et samlende midtpunkt var hermed - muligt efter hundreder af år - slut og da Vordingborg Rytterdistrikt i 1774 inddeles for at udstykkes i 12 hovedgårde - Høfdingshus bliver det centrale i en af disse, er det for stedse ude af bondeslægts brug og eje. Det gamle Høfdingshus bliver nedbrudt og den nye hovedgård rejst noget nordligere i marken ved vejen, hvor den nu ligger. Af det gamle Høfdingshus er kun bevaret navnet - endda kun i forringet skikkelse - idet det pompøse og klangfulde - hus er ombyttet med det langt fladere og ordinære - gård (jævnfør Glimminghus, Hammershus, Koldinghus, Akershus m.fl.).
Men Lærkerne, hvordan gik det dem? Ja, her standser min historie som tog sigte på Lærkeslægten fra Høfdingshus. Men det er givet, at slægten Lærke i videste forstand endnu er meget livskraftig, og gennem de ca. 200 år, som er gået siden de blev tvunget bort fra Høfdingshus, også har forgrenet sig, og nu må tælles i tusinder, og jeg tør også påstå, at mange hundrede af disse læser dette uden at vide det ringeste om deres stamme. Thi der er jo en kendsgerning, at medens man på enhver hæderlig hunde-, heste- eller svinestamtavle kræver fuld besked om mindst 8 og helst 16 komplette aner, så ved de 99% som læser dette ikke tilsvarende om deres egen stamtavle.
Desværre synes det gamle smukke kendingsnavn Lærke også at være gået tabt her i Sydsjælland, i alt fald findes det ikke nævnt i telefontavlen for de centraler, som nu dækker Lærkernes gamle egne.
I et enkelt tilfælde lever det dog endnu som stednavn og ikke langt fra hvor Høfdingshus engang lå. Da jeg i denne sommer kom gennem Viemose Hestehave, sagde min stedkendte ledsager: Der ligger Lærkehuset. Da fik jeg lyst til at skrive lidt om Lærkerne i håb om at andre ville fortsætte, eventuelt supplere det, der her er fortalt, og det tror jeg mange med mig vil sige tak for.

Fra Vagn Boberg Nielsen, december 2010 - om muligheden for at Lercherne på Høvdinghus stammer fra Lercherne på Fyn:
Jeg fik ikke så meget ud af Nyborg Lokalarkiv; men det er da stadig ikke umuligt. Der er en chance for at det har relation til Jungshoved Slot og Len.
Lensmanden på Jungshoved hed i1603 Knud Rud. Han blev i 1607 gift med Ellen Marsvin på Holckenhavn ved Nyborg. Knud Rud døde i 1611. Hans Lerche kan jo i forbindelse med denne Lensmand være kommet fra Nyborg til Jungshoved i forbindelse med boet som skriver eller lignende og være kommet videre til Høfdingshus.

Grethe Wich mener Robert Andersen fra Masnedsund stammer fra de fynske Lercher. Han er død. Jeg har kontakt til hans søn i det nye år. Jeg håber på at finde noget der.

ÆgteskabBørn
- Hans Lerches og Laurits Rasmussen Lerches 1. kone Omk 1625 - Rasmus Lauritsen
- - Morten Lauritzen Lerche
- Laurits Rasmussen Lerches 1. eller 2. kone - - Hemming Lauritsen Lerche
13.05.1649 - Boeld Boesdatter - - Laurits Lauritsen Krog
- - Anne Lauritsdatter
- - Maren Lauritsdatter
Omk 1659 - Ellen Lauritsdatter
Eft 1661 - Maren Madsdatter - - Jacob Lauritsen Lerche
Omk 1671 - Bodil Lauritsdatter

Laurits Rasmussen Lerche
-
† Omk 1681

-
-









-
-

-
-



-
-




-
-



-
-

- - -

- - -


- - -

- - -


- - -

- - -


- - -

- - -

Win-Family v.6.0Webmaster -------- Homepage01.06.2017