Kirsten Jensen

DatoStedKilde
Født :11.06.1855Bendslev Mark, Hårslev sogn-
Døbt :19.08.1855Hårslev KirkeKilde
Død :27.10.1946Hyllested, Hyllested sogn-
Begravet :02.11.1946Hårslev KirkeKilde

Alt.navn : Kirsten Larsen
Ref. : LSL 15

Adresse : Ting Jellingevej 9, Hårslev sogn / Hyllested, Hyllested sogn
Noter : Kirsten var født i "Slottet", et gammelt hus midt i Hårslev (nu Trekanten - et lille anlæg nord-øst for kirken i et trevejs-kryds). Resterne nedrevet ca. 1910.
Iflg. kirkebogen for Hårslev er Kirsten Larsen f. Jensen f. 11-6-1855 født på Bendslev Mark - Under rubrikken forældre har der været skrevet Haarslev; men det er streget over, og der er i stedet skrevet Bendsløv Mark!
Hun var en stor personlighed og iflg. svigerdatteren Bertha (100) et elskeligt menneske.Hun var meget religiøs. Gik og uddelte manna - skriftsteder - ved dørene. 3 præster i ornat deltog i hendes begravelse. Kirsten og Adolf boede i hans hjem. Kirsten havde sine sidste år hos sønnen Johannes (97) og hans kone, Marie i Hyllested. Hun flyttede dertil efter at være blevet slået eller truet af en handelsmand, da hun ikke ville købe noget af ham - postbudet kom og reddede hende.
Se også Word-filen Oldem-kl. med datteren Karen Larsens taler ved hendes 80 års fødselsdag og ved hendes begravelse.

Datteren, Karen Elisabeth Larsens tale ved hendes Kirsten Larsens 80 års fødselsdag:
Jeg vil gerne have Lov til, da vi nu er samlede til vor kære Moders Firs aarsdag at sige et Par Ord. Og jeg vil da først mindes de to af vor flok, som nu ikke mere er iblandt os, nemlig Far og vor søster Marie. Jeg synes, vi savner dem i Dag, uden at vi vel fristes til at ønske os dem tilbage. Far havde et langt Liv bag sig og trængte nok til Hvile. Marie trængte saa sandt ogsaa til Hvile; hun havde været ude i Storm- og Trængselsperioden, og den havde mærket hende dybt. Og Skønt hun ved kyndig Hjælp og kærlig Pleje rettede sig meget, saa var hun dog et brudt Rør, som et Par Dages alvorlig Sygdom kunde lægge helt øde. Vi som var mest hos hende i gode som i onde Dage, vi var bedrøvede men taknemmelige for hendes Udfrielse. Nu er hendes vigtigste Plads, som Hustru og Moder, forlængst overdraget til en anden, og det tror jeg, jeg tør sige, at vi alle er glade og taknemmelige for. Vi er naturligvis i Særdeleshed glade for at vor Søsters Søn har faaet en god og kærlig Moder igen. - Jeg vil ønske, at de gode Minder, vi har om Far og Marie længe maa bevares iblandt os.
Ja, det var et lille Tilbageblik. Lad os da nu se paa det nærværende, paa Festen her og Festens Genstand, vor gamle Moder, som i Dag fylder 80 Aar. Vi er jo kommet for at bringe dig vor hjerteligste Lykønskning og for at bringe dig vor Tak for alt, hvad du har ofret for os i de mange, mange Aar.
Vi Børn ved jo, at Mors Liv har været som een eneste lang Offerdag fra hun drog ind i Hjemmet og til hun drog ud derfra igen. Hun har kastet Ved til Offerbaalet hver Dag de lange Aar ved Forsagelse af Alle de goder og Behageligheder, som vi andre nu nærmest regner som dagligt Brød og uundværlige. Derfor er vi ogsaa saa taknemmelige for, at Mor har faaet Lov at opleve blidere Kaar i sin høje alderdom, og jeg takker Johannes og Marie mange Gange for deres Medvirken til, at Mor er glad og tilfreds her i Hyldested. - Jeg vil ogsaa udtale min Glæde over, at Mor og Moster Stine er bleven Bybørn igen og kan besøge hinanden til gensidig Oplivelse. - Endelig kunde jeg have Lyst til med et Par Træk at fotografere Moder. Det er jo ?fotografiens Tid. og nu vil vi se Moder fra forskellige Sider.
Det kan godt være, at jeg mindes Far bedst fra min tidligste Barndom, naturligvis fordi Mor altid var optaget af et mindre Barn. Jeg kan se Mor ligge paa Gulvet, bøjet ind over den gamle Trævugge, ammende et lille Barn i Vuggen. Og jeg kan se hende sidde i den gl. Lænestol ved Kakkelovnen i Mørkningen med os smaa omkring sig. Da sang hun smaa Sange f Eks. om ? Peters Fiskedræt. Der sad en Fisker saa tankefuld eller den: Der er en Bøn, som jeg daglig beder. Og det var en Bøn for hendes Børn.
Jeg kan se hende staa med Ryggen til Kakkelovnen en stakket Stund, og da tror jeg, at hun lod Tankerne løbe saa vide. men ellers matte de være nærværende ved Naal og Traad og alskens Arbejde ude og inde. En Sommermorgen ser jeg hende aarle gaa en Runde i Haven, hvor alt trivedes saa godt. en anden Gang sender hun en Skovl Korn ud af Bagdøren og man hører: Put, Put, Put.
Mor havde jo strenge Principper. En Spøg kunde godt taales og ogsaa honoreres, men man kunde ikke tillades sig hvad som helst.
Jeg elskede jo at læse, ogsaa havde jeg da engang faaet fat i Jeppe paa Bjerget: Her kommer et nyt Billede: Mor med Nidkærhedens Flammesvort? tegnet i sit Ansigt - og Bogen med Bonden og Sværgen herut af Huset. Ja, vi fik da at vide, hvad Mor ansaa for ret og hvad hun ansaa for forkert, der var skarpe Liner. -
Endelig er der er Billede af Mor, som jeg vel egentlig ikke har set, men som jeg dog ser for mig. Det er Mor med Pen og Blæk og Papir i Færd med at skrive til hendes Børn og Børnebørn. Jeg siger Tak for kort og Breve, og jeg siger Tak fra Tove hun sagde ofte: Hvor er det sødt at Mormor altid at huske paa mig. Og hvor skriver Mormor dog Pænt, saa smaat og saa fint. Og saa skriver hun hver Gang om Guds Velsignelse.
Til sidst vil jeg kun sige dette, at har der været Forsagelse i Mors Liv, saa har der ogsaa været megen Glæde, fordi hun har haft saa mange Børn. Ikke fordi jeg mener at vi har været saadan herlige Børn, men blot fordi vi var Børn. Og Mor sagde tidt: Børn er den største Rigdom og Velsignelse paa Jorden, og det ved vi, som selv har Børn, at der er saa sandt.
Har der været Kors, saa ønsker vi , at der maa blive Krone, og vi ønsker, at Mors Livsaften maa blive fredfyldt og stille, som de Solnedgange vi kunde iagttage fra Grønsværet uden for de vestlige Vinduer derhjemme ved Højsommertide.
Og saa vil jeg bede jer med mig bringe Mor vor Tak for alt godt.
Tak Mor og hav det godt.

Datteren, Karen Elisabeth Larsens mindetale ved Kirsten Larsens begravelse:
Maa jeg have Lov til at sige et Par Ord til Minde om min Mor, som vi i Dag har fulgt til hendes sidste hvilested - det Sted, som hun i saa lang Tid har længtes efter. Hun sagde saa ofte i de sidste Aar: Jeg bor? bor her, men jeg er her ikke. - Hele hendes Tankeverden beskæftigede sig med det hinsidige, som for hende - ikke blot nu, da hun har bleven affældig men altid - havde ??? et som det egentlige. Jordelivet ???, eller denne Verden, som hun altid ? . . . ?, og hendes Enke??? sygnede hen, var der dog noget, hun stædig holdt fast ved. Hun blev ved at gentage: Jeg skal mødes med Venner i Himmerigs Sale. Til sidst blev det kun til. Venner i Himmerigs Sale, men dertil stod hendes Heri?. Og saa sagde hun ogsaa: Jeg elsker jer allesammen. Disse to Ord blev hendes sidste.
Naar vi Søskende tænker tilbage paa vort Barndomshjem, og det gør vi sikkert allesammen ofte og jo da især ved en Lejlighed som denne, da er det mors Billede, der træder tydeligst frem. vi har mange gode Minder om vor Far fra vi var smaa, og han tog os i Haand og fulgtes med os, men han var alle Dage en svag Mand, handikappet hele Livet af et daarligt Helbred, saa det blev Mor, der kom til at trække det tungeste Læs. Og hun tog sin tunge Byrde op og gik den lige Vej frem uden at spalte sig af Interesser til højre eller venstre. Og Maalet for hendes Livsførelse, det udtrykte hun i en lille Sang, som hun ofte nynnede paa, naar hun i Mørkningen en stakket Stund sad i Lænestolen ved Kakkelovnen. "Der er en Bøn, som jeg daglig beder, naar frem for gud jeg i Bønnen træder, og denne Bøn er min Hjertesag fra nu og indtil min sidste Dag." Og nu kan jeg desværre ikke huske hele Sangens Ord, men indholdet var en Bøn om, at Gud vilde mage det saa, at hun engang kunde træde frem for Guds Trone og overgive ham alle hendes Børn, de store og de smaa, som gud havde betroet hende. Det var det, der laa hende paa Sinde.
Jeg ved godt, at Mor havde Fejl og Fald som alle vi andre, ogsaa at hun ikke besad Egenskaber, som skaffede hende mange Venner, men hun havde Egenskaber, som gjorde, at Mennesker med betyngede og beængstede Sind søgte til hende og fik Trøst og Mod til at leve videre eller til at dø. Den Slags Folk blev Mors Venner. Og os Børn lærte hun, at vi skulde ikke give et Æble bort for at faa en Pære i Stedet, men alt er betroet Gods og vi skulde hjælpe, hvor det tiltrængtes. Jeg ved at Mor var meget glad, naar hun hørte, at vi Søskende hjalp hinanden. Snart var det en, der trængte, snart en anden, enten det nu var Penge, det kneb med eller Hjælp i Sygdomstilfælde.
Jeg ved ikke rigtig, hvad det var, som gjorde, at vort Hjem var noget for sig selv, men at Mor havde en stor del af Skylden det er sikkert nok. Jeg har en Veninde, som besøgte mig hjemme for mere end tyve Aar siden. Hun sagde til mig i sommer: Jeg kan aldrig glemme dit Hjem, jeg har aldrig før eller siden truffet et Hjem saa ejendommelig, saa kønt og fint til Trods for det store Tarvelighed i Ydre Udstyr.
Jeg ved, at det var Mors Personlighed, der i høj grad prægede Hjemmet; Hendes retlinede og ubestikkelige karakter og hendes faste Vilje med paafølgende hurtig Handling formaaede at holde smudset fra at komme inden Døre. Vi kunde næsten sige, at vort Hjem var noget i Retning af, hvad Englænderne forstaar ved Hjem. De siger: Mit Hjem er min Fæstning. Hos os var Hjemmet i hvert Fald Fæstning i den Betydning, at der ikke blev lukket noget fremmed ind. Naar vi som voksne kom hjem, saa lod vi alt det fremmede og tillærte blive udenfor, og vi satte os og hørte paa Mors Tale. Og det kunde ikke falde os ind at modsige hende, selv om vi efterhaanden af og til havde en anden Mening. Mor udtrykte sin Livsvisdom i korte knappe Sætninger, som ved given Foranledning dukker op hos os og minder os om Mors Syn paa Sagen.
Mor bar Dagens Byrde og Hede, men hun fik ogsaa Lov til at holde Fyraften. Og det er vi taknemmelige for, og jeg vil gerne rette en Tak til Johannes og Marie, fordi de aabnede deres hjem for Mor og skabte de ydre Betingelser for, at Mor fik en stille og fredfyldt Livsaften. Og jeg vil gerne sige Tak til alle, som i Dag har vist Mor den sidste Ære. Det er en af de stille i Landet, der er gaaet bort, men hun har efterladt sig Spor. Og alle vi Børn vil med Tak og Ærbødighed sige: Æret være hendes Minde.
For Mors veludførte Gerning.

FarMor
Jens HansenKaren Ericsdatter
ÆgteskabBørn
28.05.1884 - Adolph Frederik Larsen 17.06.1885 - Karen Kristine Larsen
19.09.1887 - Johanne Marie Larsen
03.08.1889 - Johannes Larsen
23.10.1890 - Karen Elisabeth Larsen
11.09.1892 - Jens Alfred Larsen
08.07.1894 - Kristian Emil Larsen
15.11.1895 - Anna Hansine Larsen
16.06.1899 - Martha Magdalene Larsen

Kirsten Jensen
* 11.06.1855
† 27.10.1946
Jens Hansen
* 22.07.1823
† 22.12.1860








Karen Ericsdatter
* 21.01.1823
† 23.12.1886
Hans Jensen
* 1789
† 10.04.1832


Anne
* 29.10.1791
† 05.10.1857



Erich Wendelsen
* 1796
† 04.01.1843


Sidse Maria Johannesdatter
* 22.03.1805
† 03.12.1831

- - -

- - -


- - -

- - -

Wenzel Lawesen
* Omk 1756 - † Eft 1801
Karen Hansdatter
* Omk 1768 - † Eft 1801

Johannes Rasmussen
* 15.10.1773 - † 10.12.1831
Maren Hansdatter
* Omk 1781 - † 27.12.1831

Win-Family v.6.0Webmaster -------- Homepage01.06.2017