Landsbyliv 

omkring 1790

En Topografie over Wordingborg Amt af en simpel Landsbypræst, som hverken er Ridder, Højærværdighed, Consistorialraad eller noget Saadant! ja det vil nok blive noget Kjønt, noget Makulatur til Kræmmerhuse; men, Herre Gud! vi kan ikke alle være store, fornemme og høiærværdige Folk; og, som det gik i Horatz's Dage, gaar det endnu. Vi maa være tilfreds, med hvad vi ere, naar vi kun ere, hvad vi bør være, som duelige paa vor Post, som mennesker, som dem, der tænke paa det Tilkommende, og bruge det nærværende, som Fornuftige.

Alle Børn hjemmedøbes, og siden efter 5, 6 Uger komme i Kirken, da Moderen holder Kirkegang; der er da sædvanlig 5-8 Faddere, og en Kone, som følger Moderen; de offre alle næsten hver 1 Mk., men den der bær Barnet 6-9 Mk., og Kirkegangskonen 5, 6 Mk. De uægte Børn døbes inden otte Dage i Kirkens F ont, som ellers ikke bruges, og er en stor udhuggen Granit med Messingfad, drevet Arbeide, hvorpaa staar Johannes ved Jordans Flod o. s. v.

 Skolegangen er nu bragt i orden, thi med Lempe og Alvorlighed fik man dog Forordningen af 29de Juli 1814 i Gang; men det stod og haardt nok hos nogle, som lod sig pante et Par Gange før de ville iagttage deres Pligter. Nu gaae Børnene ordentlig og Flittig i Skole, lære at regne, skrive, læse Skrift, Forstandsøvelser o. s. v.; men her er og to meget duelige Skolelærere, den ene Seminarist fra Vesterborg og den anden Student fra Roeskilde; deres Løn er og nu efter Forordningen anstændig og honet, men Vaaningerne forventes og nu snart at bringes i den befalede Stand.

 En Kalkunsk Bonde lader ikke sine Børn gaae i Skole, thi han siger, at han selv kan læse for dem, og at han ikke er nogen Bonde; men han boer paa en Bondegaard, maa give Tiende, gjøre Ægt og Veiarbejde, Kongereiser og alting som en anden Gaardmand; lad ham da glæde sig over det hvad han før har været, men kunde ikke vedblive af flere Aarsager.

Paa Kirkegaarden har hver Bye sine egne Gravsteder, som pyntes med Træer, Kors eller Stene. Men alle vil jordes paa den søndre Side, derimod er den nordre Side kun for Fattige, for uægte Børn, Selvmordere o. d. l., og der voxer og saa meget Græs, Hyld, Skræpper o. d. 1., at man har vanskelighed ved at gaae der. Ligprædiken holdes over alle de fornemme Gaardmænd og ringes to Timer med Klokken og synges tre Psalmer, da Præsten faaer 4, Degnen 2, Klokkeren 2 Rbdlr., og Ligfølget 1 Td. Øl og 6 Potter Brændeviin, og kun de Næstbeslægtede Mad: Grød og Bergefisk. Over de noget fornemme holdes Liigtale ved Graven, og paa den simplere Mand kastes alene Jord efter Ritualen, hvorfor intet gives eller fordres.

Overtro:

At udrydde ovetroen hos Almuen har sine store Vanskeligheder; jeg har kjæmpet derimod i meer end 30 Aar paa forskjellige Maader, men næsten frugtesløs. Naar f. Ex. et Lig bliver begravet, da er en Haandfuld Jord af den opkastede Grav, Natten derpaa en Time efter Midnat, taget stiltiende og hengjemt i en Svineblære, godt for Utingen (Feberen), naar den i en Klud ligger paa Brystet, for Moorsot, Mavekrampe, ja for mange andre Ting; men den der tager saadan Jord, skal krybe over Kirkemuren, og endelig ikke svare et Ord om nogen møde ham eller hende paa Veien. Tredje Nat efter Begravelsen gaaer den Døde hjem og seer til sit Huus, og er alting ordentligt, kommer ikke mere; men er der sket Uret eller Arvesvig, kommer Liget igjen hver Uge og spøger skrækkelig for den Sagskyldige. Stjaalet Kirkeblye er godt for Tandpine og Liigtorne; et opgravet Ligkistesøm er godt at slaae i Krybben, thi da skal Hestene ikke blive syge, en Hovedpandeskal nedgravet i Tærskeloen giver Arbeiderne Troskab og Forsigtighed mod deres Husbonde, Vandet af Kirkens Blytag, naar det regner, er godt for Udslæt og Ringeorme, og andre deslige Urimeligheder og Narrestreger.

Moral og sædelighed:

Everdrup Sogns Beboere ere for det meste sædelige og skikkelige, og nu flittige og ædruelige; tilforn vare nogle af Bekkeskovs Hoveribønder noget raa, dovne og drikfældige, men det var af den gamle Race fra Tugthuset; thi da Godset blev blottet for Folk, da, formedelst Beckers Mord, saa mange mistede Livet, andre kom i Slaveriet og forvistes Landet, da fik man Tilladelse at udtage Karle og Piger fra Tugthuset i Kjøbenhavn, lod dem copulere, satte dem til Gaarde og Huse paa Godset, og deres Moralitet var just ikke den bedste. Nogle Gamle levede endnu ved min ankomst hertil, men deres Børn vare for det meste bosatte, som Gaard- eller Huusmænd, og de havde just ikke lært meget Godt af Forældrene; nu ere de alle uddøde paa et Par nær. De havde rigtig nok en stræng Herremand i den gamle Munthe, men al Revselse kunde ikke danne dem til gode Mennesker, og de begik mange Uordner. Nu hører man sjelden at nogen Mand i disse Egne begaaer noget Uanstændigt, skjønt de ere fattige og maa arbeide meget. I den anden Kant af Sognet ere Bønderne baade før og nu tildeeIs velhavende, og føle selv deres Værd, klæde sig godt, havde gode Møbler og Senge efter Bondens Maade, og deres Vogne, Heste og Seletøi er lige saa godt som mangen en Præstes. Den simple Tarvelighed og Flid gjør dem lykkelige, saa endskjøndt Peder har nogle 100 Rigsorter eller Kroner paa Kistebunden, skal han dog aldrig forøde en Daler til Vellevnet, eller for at gjøre sig nogen Behagelighed i Levemaade; men kommer han i Gildelag, da er han ikke bange for at kaste 2,3 Kroner i Brudens Skjød som Gjæstebudspenge, og feiler han en Vogn, da spenderer han gjerne 2, 300 Rdlr paa Træ og Jern, for at faae den retskaffen god, kommer han til Marked, da kan gjerne hans Qvinde eller Datter kjøbe Stads hos Kræmmeren for 10-20 Daler; thi, siger han, det er kun en Tønde Hvedes Værdie, naar jeg vil kjøre til Torvs.

Handel og markeder:

Kjøbenhavns-Reiserne ere ellers til stor Tab for denne Egns Bønder. Vi have en slem Kjørsel, 5 Miil, inden den store Landevei ved Kiøge kan bruges. Bonden kjører til Kjøbenhavn med Torvelæs, 5 Tdr. Byg i det høieste; han er borte i tre Dage, betaler Bornpenge, Staldrum, Fortæring i Kroerne, Natteleie, og nu desuden Slid paa Vogn og Hestebeslag, og den bedre Hakkelse, som paa Reisen maa forbruges, og saa forsømmelse fra Huus og Hjem i fire Dage; thi en Dag gaar gjerne med til at lave sig til og at skoe Heste, rense Kornet o. s. v.; nu lad ham da faae i Hovedstaden 10-12 Mk. mere end her i Smaakjøbstederne for hver Tønde Byg, ja lad ham endog faae 15, som er saare sjelden, men det kan da ikke erstatte alt dette ovenfor opregnede. Men, siger Bonden, jeg kjøber igjen i Kjøbenhavn Jern, Salt, Sild, Hør, Bærgefisk, Tjære, Reeb o. d. 1. for bedre Kjøb end her hjemme, og dette er og den eneste grundede Undskyldning; men saa har Hestene jo atter svært Læs tilbage, og forvinde ikke denne Tour i 12-14 Dage, endog med Hvile.

Denne Egns Bønder sælge deres Lam til Kjøbenhavns Slagtere, og beholde kun et Par Stykker som Tillæg, og det til stor Skade i flere Henseender, thi Ulden gaaer bort, som kunde blive længere og bedre til Mikkelsdag; megen god Suul var der til Bondens Huusholdning, bedre end det kostbare Flesk; jeg siger kostbart, thi, naar Bonde sultføder Grisen et Aar, og det andet sætter Svinet paa Stie for at fedes, saa ved Gud, at det er saare dyrt Suul og kan ikke betale Umagen. Nei, lad Grisen blive got fødet med Melk, Valle og Grønt, lad ham faa i October og de to følgende Maaneder faae graae Erter og grøvtet Byg, da bliver Flesket got og Landmanden kan da slagte samme med Fordeel. Hvad er det at Slagteren giver 7, 8, ja 9 Mk. for et Lam i Juni, som med Ulden iberegnet og det federe Kjød til October var maaske 12-16 i Værdie; men man skal have Penge til Skatter og Udgifter, her saae man dem strax; man kan ei holde Lammene af Kornet, skiønt Faaret er tøiret; dette er den sædvanlige Indvending i saa Henseende. Hesternarkedet er mangen en Bondes Ødelæggelse. Om Fredagen til Præstøe, om Onsdagen til Nestved søge næsten alle Bønder, ja endog Huusmænd, Forpagtere, og Forvaltere,

Møllere og Krogrnænd, for enten at kjøbe eller sælge, eller bytte bort. Der ere udlærte Prangere, som gjøre sig nogen Fordeel ved Salg, Kjøb eller Bytte; men deres Antal er kun lidet mod de mange der erholde Heste, som have en eller anden FeiI, der ei paa Markedet kan opdages. Hans bytter en gammel Hest bort og giver nogle Penge til for atter at faae et gammelt øg, der er med Føl; Foraaret kommer, Hoppen er sparet og got foret, og de fleste Gange kaster hun et Føl, liden og ussel af Skabning, da hun er bedækket af en liden uanseelig Hingst. Vel sandt, at Bonden nu har bedre Tillæg end før, Veterinær­Videnskaben og Stutterie-Besigtelserne have dertil bidraget saare meget; men mange have dog usle Krikke, der ere drægtige, og søge at skille sig af dermed paa Markedet.

Hvad Bonden i saa Fald forsømmer hjemme i tre Dage, er uberegnelig Tab, thi den ene Dag gaar med at passiare med Naboerne om det nye øg, og hvorledes han troer at have profiteret. Det er just de syv Uger i Fasten og to Uger derefter dette Hesteprangerie vedvarer; da kunde der foretages mange nyttige Ting hjemme som nu hvile, thi Folkene bestille ikke meget, naar Husbonden er borte; og hvad Manden taber i Moralitet, kan bedst den skjønne som omgaaes Almuen daglig. Eeder, Banden, Sviir, Snyderi, Pengernangel o. s. v., ere de sædvanlige Følger af Marketslysten og Tilbøielighed især til at bytte.

Klædedragten:

Mangen en Bonde er ferm, driftig og flittig; men nogle enkelte finde deres Glæde i om Vinteren at sidde inde i Stuen med Ryggen mod Kakkelovnen, og kun at befale, hvad Drengen, Karlen, Tærskeren, Dagleierne skal forrette, og da har han ingen anden Beskjeftigelse end at spise, drikke, sove, røge fin Pibe, tage en Snaps og høre paa flere Spinderokkes idelige SUITen eller Kortenes besynderlige Skratten; da Konen, Pigerne og et Par leiede Qvinder samles, især om Vinteren, for at faa meget færdigt til Vadmel og Lærred, der skal gives Folkene til Løn som Klæder.

Her gjøres en stor Mængde Vadmel, Lærred og Dynevaar; thi Karle og Piger faae af Bonden Løn i disse Naturalia foruden Penge; ogsaa gjøres der skikkelig got Klæde til Bondens eget Brug, thi herfra Sognet sælges ikke noget til Fremmede, men enhver Moder, som har Pigebørn, gjør i Tide Sengklæder til enhver især; lader væve Lærred til Lagener og tyndt Lærred til at trykkes af Farveren; ja han fortjener store Penge, især ved røde og grønne Nattrøier, som Pigerne selv strikke om Helligaftener, og naar de gaae ud afmalke; desuden skal enhver Pige have en høistrinet rødagtig Bull, fine Vergarns Skiørter, Livstykke, flere Huer, deels af Kattun, Sirts, deels af Sailke og Brocade, og de mange røde og grønne Silkebaand, som bindes om Hovedet saavelsom de forskjellige Silke, Sirtses og Kambridges Tørklæder, udgiøre Konernes og Pigernes Pynt; dog ei at forglemme de lange Sølvlænker, hvormed Bullen er sammensnøret, med to nedhængende Sølvnaale, og store Spænder paa Hofterne, og endelig et Sølv Hovedvandsæg eller Buddike.

 
Bønderpigerne vedblive dog deres Stands Dragt, skjøndt den er kostbar og spraglet nok; men de unge Karle, især naar de ere Soldater og komme hjem, klæde sig meget over deres Stand; Hat, Vest, Trøie, Frakke, Buxer, Støvler skal være, som Kjøbstedsfolk bruger det; men derfor ere de og velyndede af Pigerne i Gildelaf, og naar Fiolen opbyder til Dands, da er den pyntede Karl altid vis paa at faa en Dame til Valts eller Hehraus, og i Kirken glemmer Pigerne Gang og Prædiken for at skotte hen til de pyntede smukke Karle. Men nu haver de omsider udtjent, og faae et Huus med lidt Jord til; de maa da slide og arbeide for at faae Føden og betale Afgivten til Herskabet; der slaar Børn til, og den fordums brilliante Karl, maa nu takke Gud for en hvid Vadmels Kofte og et Par linnede Buxer, store beslaaede Træsko og en blaa Vadmels Hue; og de, der haver været Kudske eller Tjenere hos Herskaber, ere dog værst faren; thi de ere blevne vante til Vellevnet, Lediggang og Snapser, som nu slet ikke kan passe sig, naar de skal være Huusmænd.

 
Håndværker:

De Bønderkarle, som i deres Soldaterstand have lært noget af en Profession, ere aldrig forlegne, og de have god fortjeneste paa Landet her som Huusmænd, da saa mange trænge til Skomageren, Skrædderen, Væveren, Smeden, Huggeren, Tækkeren, Brolæggeren, Murereren, Bødkeren o. s. v., og de, som have lært noget af dette, kan altid finde Næringsvei hos Bonden. Jeg har selv havt en ung Knøs, som tjende her som Kudsk, og havde idelig Lyst til at bruge 0xen, Høvlen og Baandkniven; han kom til Kjøbenhavn, kom til en Hjulmand, og han blev der meget elsket for sin Duelighed, Lyst og Modestie. Da han havde udtjent som Soldat, fik han Huus og Kone her i Nærheden og nu gjør han de smukkeste Holsteenske og Wienervogne, foruden de mange andre Haandarbeider, og er nu allerede en formuende Mand, der tør lade sig tilslaae ved Licitation Kirkearbeide for 3000 Rdlr., og leier da Folk til at forrette de Ting, som just ei henhører til 0xen, Høvlen og Malerpenslen, hvilket han selv paatager sig, og han skulde i sin Forfatning ikke bytte med den rigeste Selveierbonde, thi han er uafhængig af alle.

Andre Piger tage mod Fabrikspind fra Kjøng, og Arbeidet betales godt, naar de forstaae at spinde den fine Hør. Andre brodere Pletværk og Haandklæder til at hænge ved Sengene med mange Figurer og Stjerner, men Betalingen derfor er ikke stort i Penge; dog Bondekonen seer ikke saa nøie paa et Brød, en Ost, et Faarelaar, et Pund Smør o. s. v., naar hun kun faaer sit brune Vergarn plettet med røde og hvide Roser, efter den Mode, som er brugelig, især her i Omegnen, og seer ganske godt ud i Skjørter og Trøier.