Matrikel 3. 

Dalby

Degnene i Dalby Tureby sogne

Biskop Peder Palladius siger: Menigheden har to tjenere, den ene be­synderlig til den gamle, den anden til den unge kirke. Som sognepræsten lærer og underviser de gamle, så bør og sognedegnen lære og undervise de unge. Når det om søndagen har ringet første gang, da skal degnen klemte 15 eller 16 klemter til børnelærdom. Men til dem, der ikke bor i kirkebyen, skal degnen komme mindst een gang om måneden, når det er solskin, og børnene kan komme fra huse.

Det fremgår heraf, at degnetjenesten var af gejstlig art. Efter refor­mationen havde man først løbedegne, d. v. s. at de ældste disciple fra et sogns nærmeste købstad forrettede degnetjeneste, og det vil for Dalby­Turebys vedkommende sige Køge. Men da tjenesten ofte blev forsømt af disse unge mennesker, fik man en sædedegn, d. v. s. en fastboende degn, der af kirkens ejendom forsynedes med en selvejende degnebolig og degnejord. De latinske skoler blev ved med at få en kornafgift af degneembederne, også kaldet degnepension.

Til at begynde med fik man degne, som ikke havde en særlig ud­dannelse, men som kunne så megen latin, at de »udi fester kan synge al messen på latin«. I 1700-tallet var det oftest studenter, der fik embe­derne, og senere ser vi her i Dalby-Tureby, at det var skoleholderne, der havde forret til embedet.

Degnen hørte til de privilegerede stænder, der var fri for militærtjeneste for sig og sine børn, og han var heller ikke stavnsbundet. Degnen bar en fornem sort kjole i modsætning til bøn­dernes vadmelskjole, og i 1700-tallet bar han endog paryk.

Degnen skulle ringe med kirkeklokkerne, forestå kirkesangen, føre fortegnelse over altergæsterne, undervise de unge bondefolk udi børne­lærdom og katekismus en gang om ugen, ved de tre hovedhøjtider be­søge landsbyerne og høre de unge i katekismus, bære fattigbøssen rundt ved fester i sognet og besørge præsternes og provsternes embedsbreve.

Da degnen havde både Dalby og Tureby sogne, og der var alene i Dalby sogn 11 byer, havde degnen her ofte en substitut, en medhjælper.

Efter skolelovene af 1806 og 1814 overtog den fungerende degn skoleholderens embede.

I Dalby-Tureby sogne kender vi kun degnenes navne ca. 300 år til­bage. Ligesom præsteembedet har dette embede været et godt embede. Derfor er degnerækken kun på ni.

Han viste sig som degn at være et meget heftigt og hidsigt gemyt og voldte sognepræsten, H. Pontoppidan, store besværligheder. Han havde den skavank, som ikke var ualmindelig for degne, at han tog for rigeligt af flasken. Og det blev også hans store ulykke. For da han en dag bravt havde »pumpet sig af en brændevinsflaske«, mødte han op i Tureby kirke. Præsten ville efter prædikenen irettesætte ham, fordi han mødte i denne tilstand, men degnen brugte næverne og sagde: »I Canail! I Bengel! Du Præst! Du Satan! Var jeg 20 Aar yngre, skulle jeg træde paa din Hals! Du staar og fordømmer de ugudelige og kan dog ikkc løse og binde! « At præsten må indberette dette er naturligt. Det sker den 12. december 1764, men yderligere sender han en klage den 4. januar 1765, hvori det bl. a. hedder: »Samme har desværre altid været slet, men aldrig værre end nu på et par års tid, altid har han været liderlig drikfældig, dog nogenlunde skikkelig i min nærværelse. Biskop Herbst er orienteret om det, der skete fornylig; men præsten ønsker ikke degnen fordærvelse, men ikkun »at helligdommen måtte renses for den vederstyggelighed, og at ikke den person nu burde være mig til bistand i embedet.« Men han vil nu forespørge, »om det er muligt, at sådan et ondt, uregerligt menneske kunne tænkes fjernet, uden det sker via juris. Hans betegnelse imod mig er ganske vist af den værste slags, når der skulle skænkes en degn, da måtte en præst ej uden livsfare kunne være med ham i kirken. Min påstand går ej videre, end at degnen måtte forpligtes til at afstå sit kald til et kristeligt og skikkeligt menneske imod en tålelig pension, og indtil det er sket befales at entholde sig fra sit embedes forretning. Så og at han for sit grove og ugudelige forhold i Tureby kirke, skulle betale en liden mulkt til sognets fattige og gøre mig en skriftlig afbigt, som kunne indføres i herredsprotocollen til skræk for andre uskikkelige degne«. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, kræver præsten, at der nedsættes en provsteret. Provsteretten blev sat, men Ursin døde samme år i september 1765, 61 år gammel. Og på dette tidspunkt var afgørelsen i provsteretten endnu ikke faldet.

Møldrup var en dygtig degn med rige kundskaber. Flere børn boede hos ham og fik privat undervisning. F. eks. havde skovrider Knipschildt i Ganneskov en søn hos ham. Han havde dog eet svagt punkt i sin gerning, og det var kirkesangen. Sognepræst H. Schousboe indberetter 1792, at greve Moltke, Bregentved, klager over degnens jammerlige brægen. Og han foreslår derfor, at hans søn, Peter, får degnekaldet i Tureby sogn, hvad der er naturligt, da det kun er nogle og tredive år siden, at der har været substitut for degnen i Dalby. 

I Tureby sogn var der kun 15 gårdsæder, mens der var 77 i Dalby sogn. Peter Schousboe blev da kaldet af greve A. G. Moltke 27. maj 1792 til at være degn i Tureby sogn. Og Møldrup havde kun Dalby sogn tilbage, men blev i 1802 også pålagt skoleholderembedet i Dalby. 

Peter blev dog boende på degnegården, og først efter hans død blev udbygningerne revet ned og stuehuset indrettet til 3 lejligheder.