Præstens hus 

i Rode.

Den 15. juni 1796 fandt Christen Hansen Bødker og hustru ved at grave i den vester ende af deres fæstehus, hvor der var en såkaldt stald eller lade, hovedet samt noget andet af et dødt menneskelegeme. Huset tilhørte sognepræst Schousboe, og de sendte derfor straks bud til ham om det uhyggelige fund. Samme dag indberettede sognepræsten det skete for forvalter Aggerup på Bregentved. Her var man imidlertid allerede underrettet, og eftersøgningen efter husets tidligere beboere, skrædder Erik Eriksen Wichstrøm og Anne Margrethe Clausdatter Goldmann, var i fuld gang.

Det var i forvejen bekendt, at Wichstrøms 62--årige hustru, Dorthe Nielsdatter, var forsvundet natten mellem 11.-12. oktober 1794, og derfor fattede man straks mistanke til, at det var hende, man havde fundet. Liget var gravet ned i kalk, og det viste sig også senere at være den forsvundne Dorthe Nielsdatter.

Erik Skrædder giftede sig for 14 år siden med Dorthe N. Han var dengang ca. 21 år, og hun henimod 50, og det var almindeligt bekendt, at de levede dårligt sammen. Fra sin tidligste ungdom havde han vist sig »skarnagtig og hengiven til tyveri og andre laster, bl. a. var han i 1791 blevet straffet med forbedringshus, fordi han havde stjålet 56 rdl. fra en fattig snedkersvend, der havde været så naiv at vise ham sine penge. Anna Clausdatter havde han truffet i den periode, han var fraværende fra hjemmet i Rode, og ved den lejlighed havde han lovet hende, at han ville gifte sig med hende, når konen var død, ligesom han også senere havde skaffet Anna, der ikke havde noget fast opholdssted, arbejde hos sine forældre i Braaby. Siden havde hun haft sin gang i Wichstrøms hus, omend kun hver 14. dag, selvom hans kone havde bebrejdet ham det. Da konen så pludselig forsvandt i efteråret 1794, flyttede Anna hjem til ham for bestandig.

Da parret i påsken 1796 flyttede fra huset i Rode (det hed sig, at de ville flytte til Tersløse ), havde Wichstrøm boet der i 12 år. Man søgte derfor først efter ham i Tersløse, men det viste sig da, at han havde lagt sit håndværk på hylden, og i stedet for rejste rundt i landet med en glaskiste på ryggen i selskab med Anna, der solgte knappenåle og bånd. Man var dog så heldig at rende på ham i Ringsted allerede da­gen efter det makabre fund. Anna fandt man i Knabstrup, og de blev begge ført til Rode for der at blive afhørt, hvorefter de havnede i Køge arrest.

Sagen gik nu sin gang. Som defensor ansattes hospitalsforstander Nohr fra Herfølge. Men selvom der blev afhørt 25 vidnere, kunne det ikke bevises, at Wichstrøm var morderen. Selv nægtede han ved hver afhøring, og han aflagde endog ed på sin uskyld. Retten fandt derimod, at kun Wichstrøm kunne have gjort det. Man lagde særlig vægt på følgcnde:

At han havde lovet Anna ægteskab, endnu medens konen levede.

At konen havde klaget over, at han ofte slog hende, endog med sin skohammer, samt at han havde truet hende på livet.

At han efter sin egen forklaring havde været alene med konen, den nat hun forsvandt, fra kl. 11 aften. Han var gået i seng til hende kl. 4 om morgenen, og da han vågnede ved 6-tiden ved solopgang, var konen forsvundet.

At han med gråd i stemmen havde bekendtgjort, at hans kone var forsvundct og samtidig bandet på, at hun aldrig kom tilbage, samt at han senere havde efterlyst hcnde i aviserne. Man fandt det også mærkeligt, at han, der havde boet i huset i halvandet år efter hendes forsvinden, ikke havde bemærket den forandring, der var sket på det sted, hvor hun var gravet ned.

Det var desuden oplyst, at han nævnte nat mellem 11. og 12. oktober 1794 havde gået rundt med et lys i huset, endog i den ende af stalden, hvor liget blev fundet.

Under sagen kom det frem, at Wichstrøm havde haft en steddatter (Anne Marie), som var død pludselig en nat for 12 år siden. Barnet havde leget på gaden om eftermiddagen, og hun var frisk og sund om aftenen, men lige før hun skulle i seng, havde Wichstrøm givet hende et stykke smørrebrød. Ud på natten kastede hun voldsomt op, hvorefter hun døde kort efter. En høne, som havde spist af det, hun ka­stede op, døde også.

Retten fandt derimod ikke, at Anna Clausdatter, havde haft nogen andel i ugerningen, derimod havde hun været et let redskab i hans hænder. Til hendes undskyldning kunne siges, at hun aldrig havde fået en ordentlig opdragelse, fordi hun fra barn havde ført en omflakkende tilværelse. Derfor var hun også før straffet med to års ophold i Møns forbedringshus. Hun havde fået et barn med Wichstrøm, og det (et spædt barn) havde hun med sig i Køge arrest, hvor det imidlertid døde. Inden sagen var færdigbehandlet, viste det sig, at hun igen var gravid. Det var strafbart ikke at have nogen fast bopæl dengang, og det var anden gang for hendes vedkommende, og fordi hun havde modtaget Wichstrøms ægteskabstilbud, mens hans kone levede, lød dommen nu på 2 års fængsel i Møns forbedringshus.

Erik Eriksen Wichstrøm dømtes i Bregentved Tinghus 28./8. 1796 til at arbejde i jern i Københavns fæstning på livstid. 

Da parret tog fra Rode havde de overladt en skrædder, Johan Nordberg, i Braaby det meste af deres indbo. Det blev vurderet til godt 77 rdl. og senere solgt ved auktion for at dække omkostningerne ved sagen og opholdet i arresten. Husmand Christopher Væver i Kongsted havde modtaget tøj af dem, bl. a. af Wichstrøm: En skarlagens-kjole med to rader sølv­knapper (ved lommer, hænder og sider), og en stribet trøje med sølv­otteskillinger, samt to par hvide uldne strømper (hendes tøj nævnes også) .