Fæstegårde 

Sønder Dalby sogn

Kirsebærlandet.

Det er navnlig Dalby-Borup og Jenstrup, man har kaldt for kirsebær­landet, fordi der her fandtes store kirsebærhaver ved gårdene og husene. Når der blev så store kirsebærhaver skyldtes det, dels at greverne Moltke på Bregentved udsatte præmie for plantning af mange kirsebærtræer, og dels at det blev pålagt fæstebønderne under Bregentved at have et bestemt antal kirsebærtræer i haverne. 

Da alle gårdene i Dalby-Borup hørte under Bregentved, blev der et stort område, hvor store kirsebærhaver lå ved siden af hinanden. Også gårdene og husene i Jenstrup havde store kirsebærhaver. Selvfølgelig har der også været gunstige jordbundsbetingelser for kirsebærtræernes vækst. 

Endnu i 1830 vurde­rede man ikke de sure kirsebær særlig højt. Man kaldte dem i modsæt­ning til de søde kirsebær for simple kirsebær og bønderkirsebær. Bøn­derne forstod da heller ikke altid værdien af at have en stor kirsebær­have. Når der ved et fæstesyn på en gård manglede et træ i det på­budte antal, stak de blot en kirsebærgren i jorden, og det så da ud, som om det var et kirsebærtræ. 

Selvfølgelig var bønderne under Bregentved gods ikke de eneste, der dyrkede kirsebær. Fru Amalie Lindhard, Dalby, fortæller ca. 1860 føl­gende

:

»Vi fik mange kirsebær af de 170 træer, skønt mange af dem allerede dengang var gamle og mosgroede. Der kom ikke kirsebærkræmmere og købte op. Man måtte selv køre bærrene til København og sælge dem på torvet. Det var om at gøre at få plukket til et læs ad gangen, og da kirsebærplukningen næsten altid falder sammen med rughøsten, kneb det med at få mandskab. Bærrene blev pakket i fjerdinger. Der gik om­trent 20 pd. i hver. De blev stødt sammen, en visk hø blev lagt ovenpå og 2 vidier sat på kryds som lukke. Der brugtes høstvogn til at køre kirsebær på, for langvognen fjedrede lidt og egentlig fjedervogne kend­tes ikke. Det var ikke altid far, der kørte med kirsebær, men karlen og en af de nærmeste husmænd, som på den måde fik solgt sine egne kirse­bær. De fik mad med, kørte hjemmefra sent om eftermiddagen og tor­vede næste formiddag. Hestene blev sat ind på Knapstedgård. Far holdt ellers altid i Bjørnsdal på Vesterbro, men det var for langt for hånden, når der skulle torves. Det var nødvendigt at være to mand på vognen, for at ingen skulle løbe med en fjerding. Der måtte heller ikke lukkes op for mere end en fjerding ad gangen, for sælgerkonerne var slemme til at stikke en hånd ned og klemme nogle af bærrene itu for siden at kunne skælde ud over de dårlige bær. Mændene vejede ud på en bismer, men der var mange, der købte hele fjerdinger.«

Der var også nogle, der nedskrev, hvor meget der blev plukket hvert år i deres haver. Tømrer Fr. Hansen, »Højbo«, Jenstrup, nedskrev det i årene 1880-1911. I denne årrække blev der ialt i »Højho«s have plukket 64099 pd. kirsebær. Det kan f. eks. nævnes, at der i 1880 plukkedes 2969 pd. til 389,03 kr., i 1885 944 pd. til 134,27 kr. og i 1890 2533 pd. til 255,39 kr.

Nu var opkøberne også begyndt at køre rundt i kirsebærlandet. De kom ofte inde fra København og gav et friskt pust ind i landsbyens stil­færdige liv. Undertiden kunne det knibe for opkøberne at betale bær­rene. Derfor fik de ikke lov til at læsse bærrene, førend de var betalte, og det skete ofte med et pant f.eks. en bismer, et ur eller lignende. Endnu findes der uindløste panter i kirsebærlandets hjem.

Bærrene blev plukket med stilk og læsset på en vogn. Kneb det med, at de kunne være der, trampede man dem sammen med det resultat, at vognen kunne spores helt til København, da den efterlod en rød stribe på grusvejen.

Der var år, hvor priserne var så høje, at kirsebærplukningen gik forud for mejningen af kornet. Det er ikke underligt, at man i kirsebærlandet har det mundheld: »I kirsebærtiden er alle tikronesedler rødplettede.«

Det var da også naturligt, at firmaet Peter F. Heering (grundlagt 1818) fik sin opmærksomhed henvendt på kirsebærlandet. Derfra var der til Heerings Gård på Christianshavn, kommet mange kirsebær. Allerede i 1917 var den daværende fabrikant Heering ved at købe jord i Dalby

 Men det var først, da parcellist Ludvig Olsen, Borup, i 1944 ville sælge sin ejendom (matr. 1 c m. m.) med 12 1/2td. land, at fabrikant P. Heering kunne begynde sin virksomhed herude. Allerede i 1945 blev arealet plantet til med kirsebærtræer og solbærbuske. Kirsebærtræerne trivedes så godt, at solbærbuskene snart måtte ryddes, og senere måtte kirsebærtræerne også udtyndes.